Uendeligt Øjeblik Songtext / Lyric

Morgenhimmelen smiler fra rød til blå pastel.

Ligger på ryggen i sandet ved vandet, bare mig selv.

Og vinden hvisker til mig, fortæller kloge ting.

Rusker i mit hår, og skubber til en måges vinge.

Og solen bryder stille frem fra under verdens kant.

Og sender varme kys der smelter selv en hærdet mand.

Og lover liv og lys og lyst, til alle os ynkelige.

Jeg står i midten af det hele og nyder symfonien.

Og helt inderst inde, aller dybest nede.

Ligger en lille dreng og tigger mig, lad lyset lede.

I stedet for at krybe af sted, i kælderskakter.

En mørk underverden, hvor rutineslag vist tæller takter.

Det kunne jeg selv have sagt mig, men mit syn var sløret.

Og er det igen i morgen, når sjask og sjap gør byen pløret.

Men lige nu er mit syn forstørret, skærpet.

Som om jeg pludselig, ser alting klart i hjertet.






Omkvæd

Det er morgensure bilister, der dytter i køen.

Det er iskold syreregn, det er sydom i søen.

Det er pisgule, sjaskvåde, gennemblødte bybusser.

Den morgenbodega, folket der drukner dagen i nye sjusser.

For tæt multietnisk vakuumpakket blokke af beton.

Helt ude hvor borgerskabet vist nok er vendt om.

Det er de fortabte, det er de forsømte.

De der var dømt til at tabe, før det begyndte.

Et uendeligt øjeblik.

Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.

Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.

Ønsker bare det må tage mig med.

Et uendeligt øjeblik.

Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.

Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.

Ønsker bare det må tage mig med.



Vers 2

Nattehimmelen tysser så rolig fjern og blå.

Med millioner, nej milliarder af stjerner på.

Og alle blinker til mig, glimter og skinner klart.

Lyser for evigt, jeg kom i går og forsvinder snart.

Sikke historier de kan, hvis bare man kunne det sprog.

Og duggen græder for mig, falder på mit øjenlåg.

Indtil jeg falder hen, og drømmer stjernes sang.

Jeg ved de venter på mig, ved jeg var derude engang.

Og det gør ondt et sekund, men jeg bærer ingen nag.

Så stille at jeg fornemmer, natsværmernes vingeslag.

Fornemmer tyndekraften slipper sit tag.

I mit sind og min sjæl, og kroppen ligger tilbage.

Og så stikker jeg af, tilbagelægger lysår.

Ingen fysikker kan bære de uendeligheder jeg krydser.

Og helt inderst inde, aller dybest nede.

Ligger en lille dreng og ler, fordi vi tog af sted.



Omkvæd

Væk fra morgensure bilister, der dytter i køen.

Fra iskold syreregn, fra sydom i søen.

Fra pisgule, sjaskvåde, gennemblødte bybusser.

Fra morgenbodega, folket der drukner dagen i nye sjusser.

Fra tæt multietnisk vakuumpakket blokke af beton.

Helt ude hvor borgerskabet vist nok er vendt om.

Fra de forpinte, fortvivlede, forkvaklede.

De der venter et helt liv, på lotto-miraklet.

Et uendeligt øjeblik.

Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.

Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.

Ønsker bare det må tage mig med.

Et uendeligt øjeblik.

Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.

Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.

Ønsker bare det må tage mig med.